Beskyttelse af gammel købstadskarakter

Er du boligejer i det nordvestlige Sorø? Så bør du følge med i den kommende Lokalplan SK 89, som Økonomiudvalget behandler den 20. maj.

Lokalplanen skal dække området omkring Holbækvej og Slagelsevej og har til formål at udpege bevaringsværdig bebyggelse samt sikre områdets miljømæssige, kulturhistoriske og arkitektoniske værdier.

I praksis betyder det, at hvis dit hus bliver udpeget som bevaringsværdigt, vil du få begrænsninger på, hvad du må ændre ved facader, vinduer, tage og andre synlige dele af bygningen. Nedrivning vil som udgangspunkt ikke være tilladt.

Tre år på venteliste

Planarbejdet blev oprindeligt besluttet af Økonomiudvalget i august 2023, men blev dengang sat på en venteliste over lokalplananmodninger. Nu er sagen klar til politisk behandling og igangsætning.

Ifølge kommunen skal lokalplanen være med til at bevare de værdier "der bidrager til, at Sorø fremstår som en attraktiv og unik gammel købstad".

Det er endnu uklart præcis hvilke bygninger der vil blive omfattet af bevaringsbestemmelserne, eller hvornår lokalplanen forventes endeligt vedtaget. Når planen er igangsat, vil der blive mulighed for at komme med indsigelser i en høringsperiode.