Stor udfordring for idrætslivet
Thisted Kommune står over for en stor udfordring, der kan få konsekvenser for idrætslivet i hele kommunen. 16 af kommunens fodboldbaner risikerer at miste belysningen, hvis der ikke findes en løsning inden februar 2027.
Årsagen er et EU-forbud mod produktion og salg af de traditionelle lyskilder, som stadig bruges på træningsbanerne. Uden lys kan banerne ikke bruges til træning i vinterhalvåret.
Hvad sker der nu?
Thisted Kommune har i alt 19 idrætsanlæg med banebelysning fordelt på 25 baner. 9 baner er allerede omlagt til moderne LED-belysning, men de resterende 16 baner benytter fortsat gamle armaturer med metalhalogen- og højnatriumpærer.
Når EU-forbuddet træder i kraft, kan de gamle lyskilder og komponenter ikke længere vedligeholdes. Kommunen står derfor med to muligheder: Enten skal banerne opgraderes til LED-belysning, eller også må driften af nogle anlæg indstilles.
Politikerne skal beslutte
Tirsdag den 13. maj klokken 13.00 skal Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget træffe beslutning om den fremadrettede strategi og økonomi. Udvalget skal samtidig tage stilling til, om driften af alle anlæggene skal opretholdes.
Det betyder, at nogle af kommunens fodboldbaner potentielt kan blive lukket, hvis der ikke findes finansiering til LED-opgraderingen.