Nye pladser erstatter lukkede

Rudersdal Kommune planlægger at etablere otte nye overgangs- og aflastningspladser på Plejehjem Birkerødpark i 2026.

Baggrunden er, at en fusion af midlertidige pladser på Hegnsgården og Skovbrynet i 2026 vil medføre en reduktion på otte pladser. De nye pladser på Birkerødpark skal derfor sikre, at kommunens ældre borgere og deres pårørende fortsat har adgang til aflastning.

Pladserne vil blive indfaset løbende i takt med, at plejeboliger bliver ledige på plejehjemmet.

Flere pladser på vej

Kommunen arbejder desuden videre med at placere yderligere to midlertidige pladser målrettet borgere med demens i 2027/28. Det betyder, at Rudersdal samlet set vil råde over 12 midlertidige døgnpladser i henhold til Serviceloven.

Overgangs- og aflastningspladser bruges typisk af ældre borgere, der har brug for midlertidig pleje efter hospitalsindlæggelse, eller af pårørende, der har brug for aflastning i plejen af en ældre.

Sagen behandles i Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. Den skal ses i sammenhæng med en kapacitetsanalyse af plejeboliger for perioden 2026-2037, som også er på dagsordenen.