Kommunen skal tage stilling til honorering
Rudersdal Kommunes repræsentanter i bestyrelsen for Novafos Holding A/S arbejder i dag uden løn. Men det kan ændre sig, hvis kommunalbestyrelsen siger ja til en ændring af ejeraftalen.
Sagen behandles i Klima- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget samt Kommunalbestyrelsen den 20. maj 2026.
Novafos varetager vand- og spildevandsopgaver for borgerne i Rudersdal og otte andre kommuner i Nordsjælland. Rudersdal ejer 11,9 procent af aktierne i selskabet.
Kræver enighed blandt ni ejere
I dag modtager menige bestyrelsesmedlemmer i Novafos Holding A/S og serviceselskabet ikke honorar for deres bestyrelsesarbejde. Den foreslåede ændring vil gøre det muligt at indføre løn til bestyrelsesmedlemmerne.
Men det kræver, at alle ni ejerkommuner er enige. Derfor behandles sagen samtidig i Rudersdal, Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe og Hørsholm.
Novafos-koncernen blev stiftet 1. januar 2017 og står for den daglige drift af vand- og spildevandsforsyningen til borgerne i de ni kommuner.