Folkemund bliver til virkelighed

Har du også undret dig over, at det grønne anlæg på vestsiden af Allégade ikke har noget skilt? Det får det snart. Digterlunden – som området allerede kaldes af lokale – skal nu skiltes officielt. Det har Miljø- og Trafikudvalget i Frederiksberg Kommune indstillet til Magistraten.

Beslutningen kommer efter et forslag fra kommunalbestyrelsesmedlem Nikolaj Bøgh, som ønskede skiltning af både Digterlunden og Rosenhaven i området.

Forvaltningen vurderer, at der kan opsættes skiltning ved Digterlunden, da det grønne anlæg i folkemunde allerede kaldes dette navn.

Rosenhaven har allerede skilt

Derimod får Rosenhaven ikke et nyt skilt. Her er der allerede opsat skiltning ved indgangen fra Allégade.

Sagen skal nu videre til endelig godkendelse i Magistraten.