Mindre vandspild i Birkerød
Borgere i Birkerød kan se frem til færre vandlækager og bedre vandforsyning. Birkerød Vandforsyning har ansøgt Rudersdal Kommune om en lånegaranti på 3,5 millioner kroner til at udskifte gamle vandledninger.
Hvert år skal cirka 1,5 kilometer forsyningsledninger udskiftes for at opretholde standarden og minimere vandspildet i området.
Investeringen er en del af "Strategi for Birkerød vandværk 2025-2030" og skal sikre, at vandforsyningen i Birkerød fortsat lever op til moderne standarder.
Kommunen stiller garanti
Rudersdal Kommune stiller garantien for lånet, som optages hos KommuneKredit. Til gengæld opkræver kommunen en garantiprovision hos Birkerød Vandforsyning.
Sagen skal godkendes af både Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen behandler sagen den 27. maj.