Traditionsrig konkurrence i fare

En mangeårig tradition på Hørsholms folkeskoler kan være ved at slutte. Alle kommunens 6. klasser har hidtil deltaget i FIRST LEGO League (FLL) – en international robotkonkurrence – men nu skal der findes penge til ny teknologi, hvis traditionen skal fortsætte.

Problemet er, at FLL gennemgår en større omlægning, som betyder at den robotteknologi, skolerne i dag bruger, ikke længere kan anvendes.

Skal pengene tages fra skolebøger?

Børne- og Skoleudvalget bad den 19. marts administrationen undersøge, om indkøb af ny hardware kan finansieres inden for de eksisterende rammer. Her er der afsat 2,9 mio. kr. i 2026 til "Omlægning fra digital til analog læring i folkeskolen" – penge der egentlig er tænkt til blandt andet skolebøger.

Spørgsmålet er altså, om kommunen skal prioritere robotteknologi frem for trykte læremidler – eller om LEGO-konkurrencen må udgå.

Sagen behandles på Børne- og Skoleudvalgets møde den 21. maj 2026.