Afgørende møde om vindmøller
Ærø Kommunalbestyrelse skal på mødet den 20. maj tage stilling til, om der skal igangsættes planarbejde for opstilling af i alt seks nye vindmøller på øen.
Der er tale om tre vindmøller ved Leby Kobbel og tre vindmøller ved Tværbymark. Hvis kommunalbestyrelsen siger ja, vil der blive gennemført miljøvurderinger og egentligt planarbejde, før der kan tages endelig stilling til projekterne.
De to vindmølleprojekter er resultatet af en ansøgningsrunde, som kommunalbestyrelsen selv igangsatte for at finde egnede placeringer til nye vedvarende energianlæg på Ærø.
Del af ambitiøs klimaplan
Beslutningen hænger direkte sammen med Ærøs Klimaplan, som kommunalbestyrelsen vedtog i oktober 2022. Planen fastlægger, at Ærø som geografisk område skal være CO2e-neutralt i 2040 og allerede i 2030 være fossilfri og selvforsynende med el og varme.
Udbygning af vedvarende energi er et centralt virkemiddel til at nå disse mål, fremgår det af dagsordenen.
Målsætningerne er efterfølgende blevet indarbejdet i Kommuneplan 2025, som fastlægger de overordnede rammer for, hvor nye vedvarende energianlæg kan placeres på øen.
Hvis projekterne realiseres, vil de seks vindmøller bidrage væsentligt til øens grønne omstilling og målet om at blive selvforsynende med strøm fra vedvarende kilder.