Vindmøller på dagsordenen

Ærø Kommune skal tage stilling til, om der skal igangsættes planlægning for i alt seks nye vindmøller på øen. Tre møller skal placeres ved Leby Kobbel og tre ved Tværbymark.

Sagen kommer på dagsordenen i Økonomi- og erhvervsudvalget mandag den 5. maj.

Hvis kommunalbestyrelsen godkender igangsættelse af planarbejdet, vil der blive gennemført miljøvurderinger af de to projekter. Det betyder, at der vil komme en offentlig høring, hvor borgerne kan komme med indsigelser.

Følger klimaplan fra 2022

Beslutningen er en del af kommunens klimaplan, som blev vedtaget i oktober 2022. Planen fastlægger, at Ærø som geografisk område skal være CO2e-neutralt i 2040. Allerede i 2030 skal øen være fossilfri og selvforsynende med el og varme.

Udbygning af vedvarende energi er et centralt virkemiddel til at nå disse mål.

Ansøgningsrunde er gennemført

Målsætningerne er indarbejdet i Kommuneplan 2025, som fastlægger de overordnede rammer for, hvor nye vedvarende energianlæg kan placeres på øen.

På den baggrund igangsatte kommunalbestyrelsen en ansøgningsrunde for nye vedvarende energianlæg på Ærø. Det er denne ansøgningsrunde, der nu har resulteret i forslagene om vindmøller ved Leby Kobbel og Tværbymark.