Frivillige bruger egne redskaber
Multinetværket - Landsbyrådet i Poulstrup har søgt Hjørring Kommune om støtte til indkøb af redskaber og værktøj til de frivillige, der vedligeholder Klosterruten og fællesarealer i byen.
I dag bruger de frivillige deres egne private redskaber til arbejdet. Landsbyrådet ønsker derfor at anerkende deres indsats ved at indkøbe fælles, tidssvarende redskaber.
Der er behov for håndværktøj, beskæringsværktøj og andet materiel. Derudover søges der om to bordbænke-sæt til Klosterruten, da de nuværende er slidte.
Skal motivere flere frivillige
Ifølge ansøgningen skal de nye redskaber skabe bedre arbejdsvilkår for de frivillige og understøtte en effektiv og bæredygtig drift. Håbet er også, at det kan motivere flere poulstrupborgere til at engagere sig i arbejdet.
De frivillige yder hvert år en stor og værdifuld indsats for Poulstrups fremtoning, så byen fremstår indbydende og velholdt til glæde for borgere og besøgende.
Ansøgningen behandles på møde i Landsbyforum den 12. maj 2026 som en del af kommunens vedligeholdelsespulje.