Strengere vilkår for natarbejde

Et kvægbrug på Gudumlundvej 10 i Lemvig får skærpede støjkrav efter en klagesag. Miljø- og Fødevareklagenævnet har ændret Lemvig Kommunes oprindelige godkendelse af udvidelsen på ejendommen – til fordel for naboerne.

Lemvig Kommune havde i november 2024 tilladt støjniveauer på op til 47,4 decibel om natten ved nærmeste beboelse – en lempelse i forhold til den vejledende grænse på 40 decibel. Men det accepterer klagenævnet ikke.

Nævnet fastholder nu den vejledende støjgrænse på 40 decibel i nattetimerne mellem klokken 22 og 07. Skærpelsen gælder særligt for sæsonbetonede landbrugsaktiviteter som ensilering og gylleudbringning, der kan foregå om natten.

Det betyder i praksis, at naboer til kvægbruget får bedre beskyttelse mod natlig støj fra landbrugsarbejde.

Godkendelse stadfæstes med ændringer

Selvom støjvilkårene strammes, stadfæster Miljø- og Fødevareklagenævnet i øvrigt kommunens miljøgodkendelse til udvidelsen af kvægbruget. Nævnet har desuden præciseret en række støjvilkår som følge af ændringerne.

Sagen behandles som orientering i Teknik- og Miljøudvalget 12. maj.