Stor ændring på Sundheds- og Rehabiliteringscenter

Hvis du eller dine pårørende har brug for en midlertidig plads til aflastning, venteophold eller palliativ pleje i Hørsholm, vil mulighederne snart ændre sig markant.

Fra 1. januar 2027 skal Hørsholm Kommune overdrage 15 af sine 22 midlertidige døgnpladser til Region Hovedstaden. Det sker som følge af den nye sundhedsreform, der kræver, at 70 procent af kommunernes midlertidige pladser overdrages til regionerne.

Pladserne ligger i dag på Sundheds- og Rehabiliteringscenter Hørsholm (SRH) og bruges blandt andet til aflastning for pårørende, ventepladser mellem hospitalsindlæggelser og palliativt ophold.

Både færre og flere pladser

Selvom kommunen mister 15 pladser til regionen, er der også en positiv nyhed: Der etableres samtidig 12 nye sundheds- og omsorgspladser på centret.

Når støvet har lagt sig, vil der være 11 kommunale pladser tilbage ud af den samlede kapacitet på 38 pladser på SRH.

Det betyder, at kommunen fremover skal prioritere anderledes, når borgere har brug for midlertidige pladser. De resterende 11 pladser skal dække de samme behov, som 22 pladser gør i dag.

Hvad sker der nu?

Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget behandler sagen 18. maj 2026. Her skal politikerne tage stilling til, hvordan de 11 resterende kommunale pladser skal bruges fremover.

Administrationen anbefaler, at udvalget godkender, at der arbejdes videre med en plan for de midlertidige pladser.