Borgermøde om klimaplan på vej
Hillerød Kommune er i gang med at revidere sin klimaplan, og borgerne får mulighed for at komme med input. Natur, Miljø og Klimaudvalget godkendte 7. april den overordnede proces for revisionen og besluttede samtidig, at der skal inviteres til et borgermøde i starten af høringsperioden.
Udvalget godkendte også en orientering om fremdriften på den nuværende klimaplan og klimaregnskabet for 2023. Derudover besluttede udvalget, at forvaltningen skal fremlægge en sag om oprettelse af en klimapris.
Klimapris på vej
Statusen på klimaplanen sendes til orientering i Klimarådet.
218 millioner til Vestforbrænding
Kommunalbestyrelsen godkendte 25. marts Hillerød Kommunes hæftelse for lån til Vestforbrænding I/S. Kommunen hæfter pro rata med 24,1 millioner kroner til strategiske og driftsmæssige investeringer i 2026, svarende til en ejerandel på 5,48 procent af en samlet låneramme på 440 millioner kroner.
Derudover hæfter Hillerød Kommune med 194,1 millioner kroner til Varmeplan 2030 etape 2 samt produktionsanlæg og lavtemperaturledning. Den samlede låneramme til dette projekt udgør 10.538 millioner kroner.
14 millioner til veje og afvanding
Kommunalbestyrelsen godkendte samme dag anlægsbevillinger på i alt 14 millioner kroner til vedligeholdelse af kommunens veje. 11 millioner kroner går til asfaltrenovering i 2026, mens 3 millioner kroner er afsat til nødvendig renovering af stikledninger og brønde.
Trafik og Mobilitetsudvalget har taget det foreløbige asfaltprogram 2026 til efterretning.
Ny befolkningsprognose
Kommunalbestyrelsen godkendte også en befolkningsprognose for perioden 2026 til 2036, som skal anvendes som grundlag for udarbejdelsen af budget 2027-2030.