Pulje til frivilligt ældrearbejde fordelt

Hillerød Kommune har besluttet at fordele en pulje på 200.000 kroner til inddragelse af lokale fællesskaber og civilsamfundet i ældreplejen. Frivilligcentret og Røde Kors modtager hver 100.000 kroner i 2026.

Puljen på 200.000 kroner er placeret varigt under Ældre, Social og Sundhedsudvalget på aktivitetsområde 34 Ældre. Udvalget skal i løbet af 2026 drøfte kriterier for, hvordan puljen skal udmøntes fra 2027 og frem.

Beslutningen blev truffet af både Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget og Ældre, Social og Sundhedsudvalget den 8. og 9. april 2026.

Høring om udenbys borgere i aktivitetscentre

Ældre, Social og Sundhedsudvalget har besluttet at sende to sager i høring, der begge handler om, hvorvidt borgere fra andre kommuner kan deltage i Hillerøds aktivitetscentre.

Den ene sag vedrører GrønnegadeCentret og sendes i høring hos Hillerød Seniorråd og GrønnegadeCentrets bestyrelse. Den anden handler om vedtægter for Skævinge Aktivitetscenter og sendes i høring hos Hillerød Seniorråd og Skævinge Aktivitetscenter.

Begge sager forventes forelagt til endelig beslutning på udvalgsmødet i maj 2026, hvor også Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen skal tage stilling.

Mere differentieret beskyttet beskæftigelse

Ældre, Social og Sundhedsudvalget blev orienteret om udviklingen i målgruppen for beskyttet beskæftigelse. Ifølge forvaltningen har borgerne, der visiteres til beskyttede beskæftigelsestilbud, udviklet sig over de seneste år og er nu kendetegnet ved mere komplekse problemstillinger og et større behov for pædagogisk hjælp og støtte.

Udvalget tog orienteringen til efterretning.

Besøg på Trollesbro

Udvalget besøgte centeret Trollesbro, hvor de fik en introduktion til centerets forskellige tilbud til borgere med psykiske lidelser, udsathed og handicap. Mødet startede med en rundvisning ved centerlederen.