Kommunen siger stop for nedrivning
Et bevaringsværdigt hus på Thorsvej 13A og B i Lyngby-Taarbæk får nu beskyttelse mod nedrivning. Kommunen har udarbejdet et hastelokplanforslag, efter at ejeren søgte om at rive det gamle hus ned.
Kommunen svarede med at nedlægge et såkaldt § 14 forbud, som midlertidigt stopper nedrivningen. Nu fremlægges Lokalplan 313, der skal sikre huset permanent beskyttelse.
Ét år til at redde huset
Et § 14 forbud giver kommunen præcis ét år til at udarbejde en lokalplan. Uden en sådan plan kan kommunen ikke forhindre nedrivningen af bygningen.
Det nye lokalplanforslag dækker området ved Thorsvej, Odinsvej og Sofievej og indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser samt forslag til udpegning af bevaringsværdige bygninger og træer i kvarteret.
Borgermøde for naboer
Byplanudvalget behandler sagen den 15. april 2026. Hvis planforslaget godkendes, sendes det i offentlig høring i otte uger.
Der vil blive afholdt et borgermøde i høringsperioden, hvor naboer og andre interesserede kan få information om planerne og stille spørgsmål til kommunen.
Samtidig med lokalplanen fremlægges også et Kommuneplantillæg 1/2025, som skal sikre overensstemmelse mellem lokalplanens muligheder og kommuneplanens overordnede rammer.