Fuld finansiering fra EU

Thisted Kommune har fået grønt lys til at gennemføre et større lavbundsprojekt ved Egebaksande i perioden 2026 til 2028. Projektet er fuldt finansieret af EU-midler gennem ordningen for Vand- og Klimaprojekter.

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal på mødet den 14. april 2026 tage stilling til anlægsbevillingen, der giver kommunen rådighedsbeløb til at igangsætte arbejdet.

Skal reducere drivhusgasser

Formålet med lavbundsprojektet er at tage kulstofrige lavbundsjorde ud af landbrugsdrift. Det skal nedbringe udledningen af drivhusgasser og samtidig skabe større sammenhængende naturområder ved Egebaksande.

Indenfor projektområdet vil landbrugsdriften blive ekstensiveret, og der skal genskabes naturlig hydrologi – altså naturlige vandforhold. Det betyder, at området fremover vil stå mere naturligt, og at vandet får lov til at følge sit naturlige løb.

Thisted Kommune har modtaget tilsagn fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) til at gennemføre projektet. Lavbundsprojekter er ét af virkemidlerne i den grønne omstilling af landbruget.