Benny Jamz fjernet fra Grøn Koncert efter dom

Rapperen Benny Jamz skal alligevel ikke optræde ved årets Grøn Koncert. Det oplyser Tuborg og Muskelsvindfonden, som står bag festivalen, fredag i en pressemeddelelse.

Beslutningen kommer efter, at Benny Jamz onsdag blev idømt tre måneders fængsel i Retten på Frederiksberg for trusler og besiddelse af kniv.

Beslutning i lyset af retssag

"I lyset af Benny Jamz' igangværende retssag har vi besluttet, at han ikke er med på Grøn til sommer," siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, i meddelelsen.

Grøn Koncert er en af Danmarks største musikfestivaler, der hvert år rejser rundt i landet og samler ind til Muskelsvindfonden.