Nyt udvalg skal holde øje med kommunekassen

Allerød Kommune får et nyt særligt udvalg, der skal sikre bedre overblik over, hvordan skattekronerne bruges på tværs af kommunens forskellige områder.

Byrådet besluttede 22. januar 2026 at igangsætte processen, og har nu fået forelagt et konkret forslag til, hvordan udvalget skal fungere.

Formålet er at give byrådet et bedre grundlag, når der skal træffes strategiske beslutninger om økonomi og prioritering – eksempelvis når der skal vælges mellem investeringer i skoler, veje, ældrepleje eller andre områder.

Anders Damm-Frydenberg og Emil Andersen blev udpeget til sammen med kommunens forvaltning at udarbejde forslaget til det nye udvalgs opgaver.

Udvalget etableres efter styrelseslovens § 17, stk. 4, som giver byråd mulighed for at nedsætte særlige opgaveudvalg til specifikke formål.

Sagen blev behandlet på et møde i Økonomiudvalget 19. maj 2026, og byrådet skal nu tage den endelige beslutning om at nedsætte udvalget.