Folkekirken med for første gang
Lørdag finder årets Pride-optog sted i Aarhus med flag, balloner og fest i gaderne. Blandt de nye deltagere er en gruppe præster fra byen, som for første gang deltager i arrangementet.
Lasse Åbom fra Immanuelskirken er en af de præster, der står bag initiativet. Præsterne holder en mangfoldighedsgudstjeneste og ønsker at invitere aarhusianere ind i kirkerummet for at fejre mangfoldigheden.
"Man kunne sige, at vi måske er lidt sent på den. Derfor overvejede vi at lave et badge, hvor der står pas på os, vi er nye på Pride," fortæller Lasse Åbom.
Pride-arrangementet byder på optog gennem byen i alle regnbuens farver - lilla, blå, grøn, gul, orange og rød. Både gamle og nye deltagere ser frem til dagen, som samler mange af byens borgere til fest og fejring.
Forberedelserne til lørdagens arrangement er allerede i fuld gang rundt om i byen.