Pilotprojekt og bedre hjælp på vej

Hørsholm Kommune har afsat 750.000 kr. i 2026 til at forbedre forholdene for borgere med demens og deres pårørende. Fra 2027 og frem bliver beløbet fordoblet til 1.500.000 kr. årligt.

Midlerne skal bruges på flere initiativer: Et pilotprojekt med aftenåbent i Daghjemmet Kammerhuset, bedre organisering og kompetenceudvikling af kommunens ressourcepersoner inden for demens samt udvidet telefontid hos demenskoordinatoren.

Satsningen betyder konkret, at pårørende til demenspatienter i Hørsholm får mere aflastning, og at borgere med demens får bedre muligheder for aktiviteter og socialt samvær også om aftenen.

Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget skal på mødet den 18. maj godkende administrationens forslag til, hvordan pengene konkret skal bruges i 2026.

Satsningen er en del af budgetaftalen for 2026-2029 og har til formål at styrke tilbuddene til en af kommunens mest sårbare grupper.